Odense, 18. maj 2023
Eventyrløbet er godt overstået. Endda rigtigt godt.
Solen skinnede fra en blå himmel og der var højt humør hos alle løbere og gående.
Motor Mille var et kæmpe hit blandt de mange børn, og senere fulgte Johnny Madsen Jam op, med en brag af en koncert for de voksne.
Vores hovedsponsor, Middelfart Sparekasse, blev rigtig godt besøgt, og alle deres lækre sager til børnene, blev revet væk.
Intersport havde deres salgstelt inde på stadion og havde rigtig mange besøgende.
Rynke kom forbi og underholdt børnene, mens de seje cykelrytter fra Team Rynkeby uddelte lækre smagsprøver.
Læger uden Grænser hjalp til i startområdet og da Motor Mille optrådte.
Ude på ruterne var der underholdning ved DJ Randrup, sæbeboblemaskine, Fokus på sundhed og Sund i kroppen.
Puregym sørgede for at varme deltagerne op til alle 4 starter og HCA Paraden sendte børneløberne afsted og uddelte bagefter medaljer til alle.
3 hoppeborge på pladsen var fuldt besatte hele dagen, OB havde besøg i deres område, der var gang i springhallen med akro pigerne fra Odense Gymnastik og gang i E-sport i hal 1.
Vi havde besøg af maskotterne Mulle og Spjæt fra Middelfart Sparekasse, Victor fra OB, Ninka fra Jumping Fun, Løven Leo fra Leos Legeland, Rynke fra Rynkeby og selveste Spiderman.
Der var en fantastisk stemning på den nyindrettede Koncertplads, og mange firmaer tog borde og stole fra teltene ud i det smukke vejr.
Det nye opløb bestod med bravour og gav en smuk ramme til opløbet.
Sidst, men absolut ikke mindst, så skal der lyde en STOR tak til de mange frivillige der ydede et fantastisk arbejde for at skabe rammerne om denne eventyrlige dag.